Rosinen i poelseenden

Saa er vi vist ved at vaere de sidste til at skrive om vores fridage. Efter en dags marked og hygge i Swaziland, fejrede vi om aftenen Katrines foedselsdag. Planen var at smide hende i poolen kl. 24, og derefter overraske hende med kage og Amarula (sydafrikansk bailey), men den stakkels pige faldt i soevn efter aftensmaden, saa vi vaekkede hende halv ti og bildte hende ind at klokken var tolv.

Naeste morgen var vi tidligt oppe, da turen, for Rosa, Katrine og jeg, gik til Mtunzini – en lille kystby godt paa vej mod Durban. Vi ankom op ad dagen til Natures Way Backpackers – og det var virkelig natures way! Vi boede i en sivhytte midt paa en aaben mark i udkanten af mangroveskoven. Udover dejlige omgivelser boed hostlet ogsaa paa godt selskab i form af en zebra!

Dagene gik med gaature i skoven og chillout paa stranden. Eventyr blev det ogsaa til. Torsdag besluttede vi os nemlig for at tage paa en lang gaatur. Vores vaertinde havde fortalt os om en fantastisk smuk rute, som hun ogsaa havde indtegnet paa et fint lille (skatte)kort. Turen ville tage tre timer, saa vi laa paa stranden til kl. 15 og ville saa have ca. Tre en halv time at gaa i inden det blev moerkt.
Det foerste lange stykke var langs stranden. Ved det indiske ocean blaeser det en del, og sandet er helt anderledes end derjhemme. Det stykke, hvor boelgerne naar op, synker man ret langt ned i, og det toerre sand er stenhaardt at gaa paa, saa benmusklerne fik lov at arbejde lidt. Vi havde faaet at vide, at vi skulle gaa ved havet, indtil vi kom til flodudmundingen, hvilket vi, efter langt tids undren, foerst naaede til efter halvanden time.
Her skulle vi saa gaa langs med floden paa en (ikkeeksisterende) sti. Det var en smule noejeren at gaa langs med floden passerende skilte som ”Beware of crocodiles”, men vi fandt endelig en sti, der gik lidt ind i skoven. Et lille stykke fik vi lov til at vaere rolige og nyde naturen - stien var nem at se.
Men da vi blev ledt ned til floden igen, ophoerte stien. Der var her tre forskellige veje at gaa, hvor ingen af dem var saerligt aabenlyse at tage. Vi proevede to forkerte – en i et rhodondendron krat og en i meget taet mangroveskov – foer vi besluttede os for at gaa i kanten af floden, hvilket viste sig at vaere rigtigt. Overalt hvor vi gik, var der smaa og store huller, som krabber havde lavet, hvilket medvirkede til, sammen med det faktum at vi gik i en mangrovesump, at grunden foeltes ret saa usikker.
Da vi igen blev ledt ind i skoven, var det ved at vaere halvmoerkt. Skoven fortsatte i en uendelighed, op og ned af bakke (aldrig har jeg vaeret saa glad for at se fliser og trappetrin), igen var der flere forskellige veje, og vi spildte tid paa at vaelge de forkerte. Paa nuvaerende tidspunkt naermest loeb vi igennem skoven, et kaploeb med solen, der nu naesten var gaaet helt ned – naar det bliver moerkt i mangroveskove, bliver det ret moerkt – heldigt for as, at vores hud stadig var hvid nok til at lyse op, saa vi kunne se hinanden. Vi gemte baade mad og lommelygtebatteri i tilfaelde af, at vi skulle tilbringe natten i skoven.
Endelig kom vi til en aabning – et barbequeomraade i et naturreservat, som fint var indtegnet paa kortet – sjaeldent har jeg baeret saa glad for at se mennesker! Nu vidste vi, hvor vi var, og kendte vejen – ca en halv times gang – hjem. Der var kulsort omkring os, da vi blev samlet op af en gut i en firehjulstraekker, som koerte os hjem til vores hostel, hvor de (halvbekymrede) ventede os.

Naeste dag, var knap saa actionpacked. Vi tog med fire forskellige transports (som eneste – og derfor meget begloede – hvide) til Durban, hvor vi hyggede og festede med de andre.