Repotage fra Kliptown

I Johannesburg havde vi jo den aere at faa lov at bo sammen med familier i Kliptown - en Township uden for byen. Det har vi skrevet en lile artikel om, som forhaabentligt bliver bragt i Helsingoer Dagblad - men lad jer ikke forvirre. Artiklen handler om et sted, vi var for laenge siden. Lige nu er vi i Durban ved stranden og har til formiddag holdt moede med Patrick Bond, der er tidligere raadgiver for Mandela.

Sydafrika set fra et blikskur

Sydafrika er et land i rivende udvikling. Demokratiet er det mest velfungerende i Afrika, apartheidtiden er for længst forbi, økonomien er i vækst og i år 2010 skal Fodbold VM afholdes i landet. Når man besøger Sydafrika, går der imidlertid ikke længe, før man finder ud af, at udviklingen blandt størstedelen af befolkningen, slet ikke finder sted.

Nokuzola og hendes tre børn bor i et blikskur i Kliptown, et fattigt beboelsesområde i udkanten af Johannesburg. Skuret består af to små rum delt af et forhæng. I det første rum er sofa, spisebord, to stole, en reol og et beskedent køkken mast sammen på 15 kvadratmeter. Bag forhænget gemmer sig to senge, én til den ældste datter og én til de to midste piger og moderen. Under den ene seng står tissespanden. Den vil familien hellere bruge end de overfyldte toiletter udenfor, der fremprovokeret af solen danner en sødlig stank over hele området.

Kliptown er en af de slumområder, hvor de ikke-hvide sydafrikanere blev bosat under apartheid. I dag er det stadig de sorte og farvede befolkningsgrupper, der bor i områderne, som ligger spredt over hele landet. De ligger typisk i udkanten af byerne og er præget af overbefolkning, fattigdom, arbejdsløshed, høj HIV-koncentration og kriminalitet. Ca. 70 procent af den syadfrikanske befolkning lever under fattigdomsgrænsen.

Nokuzolas familie har boet i Kliptown siden år 2001 og venter på at få skiftet deres skur ud med et hus, som de blev lovet af de lokale myndigheder allerede den gang, de flyttede ind. Forbedrede forhold i slumområderne var nemlig et vigtigt led i regeringens genopbygningsprogram, der blev underskrevet lige efter apartheidstyrets fald i 1994. Nokuzula kender få, der har fået forbedret deres boligforhold, men langt størstedelen venter stadig.
Ifølge Nokuzola, er det typisk regeringen at love en masse uden at følge op på det i praksis. Politikkerne skuffede hende også under apartheid, men skuffelsen er større i dag, for ”i dag er det vores regering”, siger hun. For to år siden blev hun træt af at vente. Hun instalerede selv el i hjemmet via en ulovlig forsyning og hun blev aktiv i antiprivatiseringsbevægelsen, der kæmper imod regeringens privatisering af basale fornødenher som el og vand. ”Privatiseringspolitikken betyder, at størstedelen af vores folk ikke kan få adgang til el og vand på grund af deres fattigdom, selvom Forfatningen lover, at alle skal have adgang til det”, siger Nokuzola med en stemme, der afslører, at hun er en kvinde, der ikke har tænkt sig at bøje nakken. Og det er på trods af, at sandsynligheden for, at hun inden for det næste år, vil opleve forbedrede forhold i Kliptown, er langt mindre end sansynligheden for, at der inden for det næste år vil blive indført et betalingssystem på vanforsyningen i området, der i dag betales af staten.