Hej allesammen.
Nu skal vi afsted herfra skoenne Cape Town om nogle smaa timer. Vi glaeder os selvfoelgelig til at se alle igen, og haaber at alle krogerup'er kommer op paa skolen loerdag. Men det bliver ogsaa svaert at komme hjem til kolde Danmark, for her er bare saa skoent.
Knus alle de nye sydafrikanere
torsdag den 17. april 2008
tirsdag den 15. april 2008
Cape the good hope
Her er en del af gruppen taget til Cap det gode haab og billedet er fra den yderste spids. Cap det gode haab er ikke som de foerste opdagelsesrejsende troede det sydligste punkt i Afrika. Det er derimod Cape Agulhas.
Maaske en sidste lille hilsen fra Sydafrika...
Halloej
Saa er vi kommet til Cape Town og er faktisk snart paa vej hjem igen... Vi har boet et par dage i townshippet Gugs hos en af Mettes venner og hans bekendte. De er virkelig nogle festaber, saa vi har ikke faet meget nattesoevn. Pt. bor vi paa et hostel i Cape Town lige ved siden af hovedgaden, saa der er doemt shopamok.
Glaeder os til at se alle!
Hilsen Andreas og Rosa
Saa er vi kommet til Cape Town og er faktisk snart paa vej hjem igen... Vi har boet et par dage i townshippet Gugs hos en af Mettes venner og hans bekendte. De er virkelig nogle festaber, saa vi har ikke faet meget nattesoevn. Pt. bor vi paa et hostel i Cape Town lige ved siden af hovedgaden, saa der er doemt shopamok.
Glaeder os til at se alle!
Hilsen Andreas og Rosa
onsdag den 9. april 2008
Rosinen i poelseenden
Saa er vi vist ved at vaere de sidste til at skrive om vores fridage. Efter en dags marked og hygge i Swaziland, fejrede vi om aftenen Katrines foedselsdag. Planen var at smide hende i poolen kl. 24, og derefter overraske hende med kage og Amarula (sydafrikansk bailey), men den stakkels pige faldt i soevn efter aftensmaden, saa vi vaekkede hende halv ti og bildte hende ind at klokken var tolv.
Naeste morgen var vi tidligt oppe, da turen, for Rosa, Katrine og jeg, gik til Mtunzini – en lille kystby godt paa vej mod Durban. Vi ankom op ad dagen til Natures Way Backpackers – og det var virkelig natures way! Vi boede i en sivhytte midt paa en aaben mark i udkanten af mangroveskoven. Udover dejlige omgivelser boed hostlet ogsaa paa godt selskab i form af en zebra!
Dagene gik med gaature i skoven og chillout paa stranden. Eventyr blev det ogsaa til. Torsdag besluttede vi os nemlig for at tage paa en lang gaatur. Vores vaertinde havde fortalt os om en fantastisk smuk rute, som hun ogsaa havde indtegnet paa et fint lille (skatte)kort. Turen ville tage tre timer, saa vi laa paa stranden til kl. 15 og ville saa have ca. Tre en halv time at gaa i inden det blev moerkt.
Det foerste lange stykke var langs stranden. Ved det indiske ocean blaeser det en del, og sandet er helt anderledes end derjhemme. Det stykke, hvor boelgerne naar op, synker man ret langt ned i, og det toerre sand er stenhaardt at gaa paa, saa benmusklerne fik lov at arbejde lidt. Vi havde faaet at vide, at vi skulle gaa ved havet, indtil vi kom til flodudmundingen, hvilket vi, efter langt tids undren, foerst naaede til efter halvanden time.
Her skulle vi saa gaa langs med floden paa en (ikkeeksisterende) sti. Det var en smule noejeren at gaa langs med floden passerende skilte som ”Beware of crocodiles”, men vi fandt endelig en sti, der gik lidt ind i skoven. Et lille stykke fik vi lov til at vaere rolige og nyde naturen - stien var nem at se.
Men da vi blev ledt ned til floden igen, ophoerte stien. Der var her tre forskellige veje at gaa, hvor ingen af dem var saerligt aabenlyse at tage. Vi proevede to forkerte – en i et rhodondendron krat og en i meget taet mangroveskov – foer vi besluttede os for at gaa i kanten af floden, hvilket viste sig at vaere rigtigt. Overalt hvor vi gik, var der smaa og store huller, som krabber havde lavet, hvilket medvirkede til, sammen med det faktum at vi gik i en mangrovesump, at grunden foeltes ret saa usikker.
Da vi igen blev ledt ind i skoven, var det ved at vaere halvmoerkt. Skoven fortsatte i en uendelighed, op og ned af bakke (aldrig har jeg vaeret saa glad for at se fliser og trappetrin), igen var der flere forskellige veje, og vi spildte tid paa at vaelge de forkerte. Paa nuvaerende tidspunkt naermest loeb vi igennem skoven, et kaploeb med solen, der nu naesten var gaaet helt ned – naar det bliver moerkt i mangroveskove, bliver det ret moerkt – heldigt for as, at vores hud stadig var hvid nok til at lyse op, saa vi kunne se hinanden. Vi gemte baade mad og lommelygtebatteri i tilfaelde af, at vi skulle tilbringe natten i skoven.
Endelig kom vi til en aabning – et barbequeomraade i et naturreservat, som fint var indtegnet paa kortet – sjaeldent har jeg baeret saa glad for at se mennesker! Nu vidste vi, hvor vi var, og kendte vejen – ca en halv times gang – hjem. Der var kulsort omkring os, da vi blev samlet op af en gut i en firehjulstraekker, som koerte os hjem til vores hostel, hvor de (halvbekymrede) ventede os.
Naeste dag, var knap saa actionpacked. Vi tog med fire forskellige transports (som eneste – og derfor meget begloede – hvide) til Durban, hvor vi hyggede og festede med de andre.
Naeste morgen var vi tidligt oppe, da turen, for Rosa, Katrine og jeg, gik til Mtunzini – en lille kystby godt paa vej mod Durban. Vi ankom op ad dagen til Natures Way Backpackers – og det var virkelig natures way! Vi boede i en sivhytte midt paa en aaben mark i udkanten af mangroveskoven. Udover dejlige omgivelser boed hostlet ogsaa paa godt selskab i form af en zebra!
Dagene gik med gaature i skoven og chillout paa stranden. Eventyr blev det ogsaa til. Torsdag besluttede vi os nemlig for at tage paa en lang gaatur. Vores vaertinde havde fortalt os om en fantastisk smuk rute, som hun ogsaa havde indtegnet paa et fint lille (skatte)kort. Turen ville tage tre timer, saa vi laa paa stranden til kl. 15 og ville saa have ca. Tre en halv time at gaa i inden det blev moerkt.
Det foerste lange stykke var langs stranden. Ved det indiske ocean blaeser det en del, og sandet er helt anderledes end derjhemme. Det stykke, hvor boelgerne naar op, synker man ret langt ned i, og det toerre sand er stenhaardt at gaa paa, saa benmusklerne fik lov at arbejde lidt. Vi havde faaet at vide, at vi skulle gaa ved havet, indtil vi kom til flodudmundingen, hvilket vi, efter langt tids undren, foerst naaede til efter halvanden time.
Her skulle vi saa gaa langs med floden paa en (ikkeeksisterende) sti. Det var en smule noejeren at gaa langs med floden passerende skilte som ”Beware of crocodiles”, men vi fandt endelig en sti, der gik lidt ind i skoven. Et lille stykke fik vi lov til at vaere rolige og nyde naturen - stien var nem at se.
Men da vi blev ledt ned til floden igen, ophoerte stien. Der var her tre forskellige veje at gaa, hvor ingen af dem var saerligt aabenlyse at tage. Vi proevede to forkerte – en i et rhodondendron krat og en i meget taet mangroveskov – foer vi besluttede os for at gaa i kanten af floden, hvilket viste sig at vaere rigtigt. Overalt hvor vi gik, var der smaa og store huller, som krabber havde lavet, hvilket medvirkede til, sammen med det faktum at vi gik i en mangrovesump, at grunden foeltes ret saa usikker.
Da vi igen blev ledt ind i skoven, var det ved at vaere halvmoerkt. Skoven fortsatte i en uendelighed, op og ned af bakke (aldrig har jeg vaeret saa glad for at se fliser og trappetrin), igen var der flere forskellige veje, og vi spildte tid paa at vaelge de forkerte. Paa nuvaerende tidspunkt naermest loeb vi igennem skoven, et kaploeb med solen, der nu naesten var gaaet helt ned – naar det bliver moerkt i mangroveskove, bliver det ret moerkt – heldigt for as, at vores hud stadig var hvid nok til at lyse op, saa vi kunne se hinanden. Vi gemte baade mad og lommelygtebatteri i tilfaelde af, at vi skulle tilbringe natten i skoven.
Endelig kom vi til en aabning – et barbequeomraade i et naturreservat, som fint var indtegnet paa kortet – sjaeldent har jeg baeret saa glad for at se mennesker! Nu vidste vi, hvor vi var, og kendte vejen – ca en halv times gang – hjem. Der var kulsort omkring os, da vi blev samlet op af en gut i en firehjulstraekker, som koerte os hjem til vores hostel, hvor de (halvbekymrede) ventede os.
Naeste dag, var knap saa actionpacked. Vi tog med fire forskellige transports (som eneste – og derfor meget begloede – hvide) til Durban, hvor vi hyggede og festede med de andre.
Billeder fra familiebesoeg i Swaziland
Nanna G., Andreas og jeg var sammen paa besoeg hos en gaestfri familie paa landet i Swaziland. Vi kom om aftenen og skulle desvaerre rejse videre allerede naeste dag. Om morgenen blev vi vaekket tidligt og saa skulle koen malkes, mejs hoestes og svinet fodres. -christian
tirsdag den 8. april 2008
Repotage fra Kliptown
I Johannesburg havde vi jo den aere at faa lov at bo sammen med familier i Kliptown - en Township uden for byen. Det har vi skrevet en lile artikel om, som forhaabentligt bliver bragt i Helsingoer Dagblad - men lad jer ikke forvirre. Artiklen handler om et sted, vi var for laenge siden. Lige nu er vi i Durban ved stranden og har til formiddag holdt moede med Patrick Bond, der er tidligere raadgiver for Mandela.
Sydafrika set fra et blikskur
Sydafrika er et land i rivende udvikling. Demokratiet er det mest velfungerende i Afrika, apartheidtiden er for længst forbi, økonomien er i vækst og i år 2010 skal Fodbold VM afholdes i landet. Når man besøger Sydafrika, går der imidlertid ikke længe, før man finder ud af, at udviklingen blandt størstedelen af befolkningen, slet ikke finder sted.
Nokuzola og hendes tre børn bor i et blikskur i Kliptown, et fattigt beboelsesområde i udkanten af Johannesburg. Skuret består af to små rum delt af et forhæng. I det første rum er sofa, spisebord, to stole, en reol og et beskedent køkken mast sammen på 15 kvadratmeter. Bag forhænget gemmer sig to senge, én til den ældste datter og én til de to midste piger og moderen. Under den ene seng står tissespanden. Den vil familien hellere bruge end de overfyldte toiletter udenfor, der fremprovokeret af solen danner en sødlig stank over hele området.
Kliptown er en af de slumområder, hvor de ikke-hvide sydafrikanere blev bosat under apartheid. I dag er det stadig de sorte og farvede befolkningsgrupper, der bor i områderne, som ligger spredt over hele landet. De ligger typisk i udkanten af byerne og er præget af overbefolkning, fattigdom, arbejdsløshed, høj HIV-koncentration og kriminalitet. Ca. 70 procent af den syadfrikanske befolkning lever under fattigdomsgrænsen.
Nokuzolas familie har boet i Kliptown siden år 2001 og venter på at få skiftet deres skur ud med et hus, som de blev lovet af de lokale myndigheder allerede den gang, de flyttede ind. Forbedrede forhold i slumområderne var nemlig et vigtigt led i regeringens genopbygningsprogram, der blev underskrevet lige efter apartheidstyrets fald i 1994. Nokuzula kender få, der har fået forbedret deres boligforhold, men langt størstedelen venter stadig.
Ifølge Nokuzola, er det typisk regeringen at love en masse uden at følge op på det i praksis. Politikkerne skuffede hende også under apartheid, men skuffelsen er større i dag, for ”i dag er det vores regering”, siger hun. For to år siden blev hun træt af at vente. Hun instalerede selv el i hjemmet via en ulovlig forsyning og hun blev aktiv i antiprivatiseringsbevægelsen, der kæmper imod regeringens privatisering af basale fornødenher som el og vand. ”Privatiseringspolitikken betyder, at størstedelen af vores folk ikke kan få adgang til el og vand på grund af deres fattigdom, selvom Forfatningen lover, at alle skal have adgang til det”, siger Nokuzola med en stemme, der afslører, at hun er en kvinde, der ikke har tænkt sig at bøje nakken. Og det er på trods af, at sandsynligheden for, at hun inden for det næste år, vil opleve forbedrede forhold i Kliptown, er langt mindre end sansynligheden for, at der inden for det næste år vil blive indført et betalingssystem på vanforsyningen i området, der i dag betales af staten.
Sydafrika set fra et blikskur
Sydafrika er et land i rivende udvikling. Demokratiet er det mest velfungerende i Afrika, apartheidtiden er for længst forbi, økonomien er i vækst og i år 2010 skal Fodbold VM afholdes i landet. Når man besøger Sydafrika, går der imidlertid ikke længe, før man finder ud af, at udviklingen blandt størstedelen af befolkningen, slet ikke finder sted.
Nokuzola og hendes tre børn bor i et blikskur i Kliptown, et fattigt beboelsesområde i udkanten af Johannesburg. Skuret består af to små rum delt af et forhæng. I det første rum er sofa, spisebord, to stole, en reol og et beskedent køkken mast sammen på 15 kvadratmeter. Bag forhænget gemmer sig to senge, én til den ældste datter og én til de to midste piger og moderen. Under den ene seng står tissespanden. Den vil familien hellere bruge end de overfyldte toiletter udenfor, der fremprovokeret af solen danner en sødlig stank over hele området.
Kliptown er en af de slumområder, hvor de ikke-hvide sydafrikanere blev bosat under apartheid. I dag er det stadig de sorte og farvede befolkningsgrupper, der bor i områderne, som ligger spredt over hele landet. De ligger typisk i udkanten af byerne og er præget af overbefolkning, fattigdom, arbejdsløshed, høj HIV-koncentration og kriminalitet. Ca. 70 procent af den syadfrikanske befolkning lever under fattigdomsgrænsen.
Nokuzolas familie har boet i Kliptown siden år 2001 og venter på at få skiftet deres skur ud med et hus, som de blev lovet af de lokale myndigheder allerede den gang, de flyttede ind. Forbedrede forhold i slumområderne var nemlig et vigtigt led i regeringens genopbygningsprogram, der blev underskrevet lige efter apartheidstyrets fald i 1994. Nokuzula kender få, der har fået forbedret deres boligforhold, men langt størstedelen venter stadig.
Ifølge Nokuzola, er det typisk regeringen at love en masse uden at følge op på det i praksis. Politikkerne skuffede hende også under apartheid, men skuffelsen er større i dag, for ”i dag er det vores regering”, siger hun. For to år siden blev hun træt af at vente. Hun instalerede selv el i hjemmet via en ulovlig forsyning og hun blev aktiv i antiprivatiseringsbevægelsen, der kæmper imod regeringens privatisering af basale fornødenher som el og vand. ”Privatiseringspolitikken betyder, at størstedelen af vores folk ikke kan få adgang til el og vand på grund af deres fattigdom, selvom Forfatningen lover, at alle skal have adgang til det”, siger Nokuzola med en stemme, der afslører, at hun er en kvinde, der ikke har tænkt sig at bøje nakken. Og det er på trods af, at sandsynligheden for, at hun inden for det næste år, vil opleve forbedrede forhold i Kliptown, er langt mindre end sansynligheden for, at der inden for det næste år vil blive indført et betalingssystem på vanforsyningen i området, der i dag betales af staten.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)